
Anders Kjærgaard, oprindeligt fra Sevel, har arbejdet fem år ved Slædepatruljen SIRIUS og sluttede som leder af patruljen 2015–2016. Han er desuden uddannet som cand.psych. og arbejder i dag som militærpsykolog i det danske forsvar. I marts 2025 udkom han med bogen ”Sirius tur-retur”, som udfolder psykologien før, under og efter et ophold i Slædepatruljen.
Slædepatruljen SIRIUS har eksisteret siden 1950, og selvom tiden dengang var en anden, er patruljens opgave ikke forældet. Tværtimod er betydningen øget med de senere års stigende fokus på det arktiske område og det geopolitiske magtspil, der aktuelt foregår i Grønland.
At holde hovedet koldt i den arktiske kulde på de op til fire måneder lange slæderejser er ikke det sværeste for de 12 mænd, som indgår i den militære specialenhed, der hævder dansk suverænitet i nationalparken i Nordøstgrønland – et 18.000 km langt operationsområde, der er ca. fire gange større end Danmark. Opgaven stiller både særlige fysiske og ikke mindst psykiske krav til soldaterne. Desuden kræver det en naturlig forståelse og respekt for landets natur og den meget interessante polarhistorie.
Foredraget arrangeres i samarbejde mellem Foreningen Norden Herning og Biblioteket i Herning.
Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside. Enhedspris 75 kr. (inkl. kaffe/te og kage)
NB! Kender du nogle unge mennesker under uddannelse, får de denne aften et godt tilbud. Mod fremvisning af studiekort vil det være muligt at få 50 % rabat i døren.